Hjemme med veer, første barn, hvad gør jeg?

Hvis du er gravid med dit første barn opstår der hele tiden nye ting man skal lære at forstå og forholde sig til. Blandt disse ting er veer. Men hvad er veer, hvordan føles de og hvad gør du når du får dem?

Prøv at ignorere veerne til at starte med, hvis de bare niver lidt så kommer du længst ved at distrahere dig selv. Sæt en spændende film på, tal om noget andet. Spil et spil, men sørg fremfor alt for at få hvilet og sovet så meget som muligt. Du skal bruge kræfterne senere.

Når du ikke længere kan ignorere veerne fordi de gør for ondt og kommer for hyppigt kan du tage et langt brusebad og begynde at øve dig i at trække vejret på toppen af veen så du ikke kommer til at spænde op.

Når du har fået styr på at klare veerne og slapper godt af, så læg dig på siden med en pude imellem knæene, og evt under maven hvis det er rart. Brug varmepude der hvor du har ondt. Hvis det gør ondt både fortil og henover lænden, så bruger du bare to. Tag evt et gram panodil for at tage toppen af veerne. Husk at du ikke skal bruge for meget krudt i denne fase, så lad være med at rejse dig op hver gang der kommer en ve. Mange synes at det er rarest at tage veerne stående, og det er også rigtig fint, men du er nødt til at fokusere mere på at få udnyttet pauserne her i fødslens begyndelse, så du samler kræfter til det der venter forude.

Når du bliver rastløs eller du føler veerne har taget godt til, så brug 10 min på at se hvor hyppigt de kommer, og hvor lange de er.
Man tæller veer fra start til start (dvs intervallet indeholder en ve), og fra start til slut.
Hvis du efter de 10 minutter kan konstatere at du har 3 veer eller mere og at hver enkelt varer 1 minut eller derover, så kan du ringe til dit fødested. Det kan sagtens være at du bliver rådgivet til at se det an lidt endnu for ikke at komme for tidligt ind, men du vil med al sandsynlighed snart være i den aktive fase.

Skriv gerne hvis du har kommentarer eller spørgsmål til artiklen.